Jeg har en god veninde, som er fantastisk til at få det bedste frem i andre. For nyligt lånte hun mig bogen ”ENERGI” af Rikke Hertz med ordene: ”Denne bog er lige noget for dig”. Måske kender du oplevelsen af at læse en bog, som du føler er skrevet helt specielt til dig, med direkte adgang til dit hjerte. Sådan har jeg det med denne bog.

I bogen skriver Rikke Hertz blandt andet om fire spirituelle energityper. Især den del hun skriver om energitypen superyin gjorde stort indtryk på mig. Måske, fordi den har slægtskab med personlighedstrækket: Særlig Sensitivitet, som er noget af det jeg arbejder med. Måske, fordi det også er min energi.

En særlig udstråling

Energitypen superyin bliver indenfor kinesisk medicin beskrevet som ren, feminin energi. Hvis du er superyin energi er du ekstremt god til at mærke andres energier og kan du kan ofte mærke, hvad andre har brug for (måske før de selv ved det). Din klogskab og betænksomhed gør dig god til at skabe dybe relationer til andre. Du har en helt særlig udstråling, som kan give andre en følelse af at være særligt udvalgte og værdifulde. Når du er i balance, kan du fylde folks hjerter med stjernestøv og magi.

Når du giver for meget

I ubalance kommer Super Yin typer ofte til at give for meget. Med naturlig adgang til at kunne mærke alting, kan du let komme til at suge andres negative energi til dig. Det underminerer de ellers fine træk du har og resulterer ofte i, at det negative kommer til at fylde for meget i dit indre. Du kan nemt sidde fast i en følelse af at give mere end du får og komme til at dyrke tanker om utaknemmelighed, uretfærdighed og mindreværd. At du føler at det er ”de andres” skyld og at de kræver det af dig.

Det, der er din største styrke som Super Yin er samtidig dit svageste led. Derfor er kodeordet: Balance.

Sådan finder du balancen

Du kan genfinde balancen ved at tilbringe tid i dit eget gode selskab. Du kan meditere, skrive taknemmelighedsdagbog og sørge for at få rigeligt med søvn. Søvn er meget vigtigt for, at du som Super Yin har adgang til din super power, som er dine følelser. Kunsten er at øve dig i og blive god til at bruge dine følelser til at vise dig vejen frem. Så du ikke kommer til at bruge din dyrebare energi på tankemylder og forklaringsmodeller på, hvorfor ting ikke fungerer for dig.

Redskab til dig

Start i dag. Giv din superyin energien opmærksomhed og tak den. Køb en smuk notesbog eller find en i gemmerne. Skriv HVER aften (eller morgen) om noget helt konkret som du vil takke superyin energien for. (Taknemmelighedsdagbogen er et effektivt redskab som jeg uddyber i min næste blog)

I dag skriver jeg i min taknemmelighedsdagbog: Jeg er taknemmelig for min skønne veninde, der gavmildt deler sine bøger med mig og inspirerer mig. Tak til Rikke Hertz for at skrive denne fine og æstetiske bog. Jeg er taknemmelig for, at jeg kan dele inspirationen med andre <3

Du kan læse mere om Rikke Hertz og bogen ENERGI på www.detspirituelleunivers.com